Kultur

Pensumliste

Vi har samlet en kurateret liste over værker, som vores læremestre anbefaler indenfor emnet virksomhedskultur.

1

Start med hvorfor – til alle som vil inspirere andre og blive inspireret

Simon Sinek

Start med hvorfor
Faglitteratur, Gyldendal Business, 2013
Originaltitel: ’Start With Why – How Great Leaders Inspire Everyone to Take Action’, Penguin Group, 2009
Vores kære Simon Sinek har i mange år prædiket vigtigheden af det, man kalder et why, altså et formål for virksomheden. På et tidspunkt bliver jeg bevidst om, at det i højere grad er essentielt med et how. Med andre ord: Hvorledes folk går på arbejde dagligt er faktisk mere vigtigt for folk, end hvad der ti år ude i fremtiden er det mål, vi alle sammen sigter efter. Jeg tror, at mange virksomheder har travlt med at spørge mange mennesker om, hvad det er, de skal gøre, og det er for mig et symptom på, at du ikke selv er drevet nok, og at markedet begynder at drive dig, i højere grad end at du driver markedet. Det bringer en meget interessant konklusion frem: At ting ikke må være særligt nemme. Folk har ikke lyst til at stå bag en disk og trykke på et kasseapparat. Folk har lyst til at blive udfordret. Folk har lyst til at konkurrere med deres kolleger om speed eller præcision. Folk har lyst til at arbejde sammen, og nu er det hele pludselig blevet til en lille uddannelsesinstitution. Det handler om, hvordan gør vi i Joe & The Juice, ikke hvad vi gør. Og det interessante er, at vi gør det enormt svært for os selv, men vi gør det bevidst, fordi vi ved, at den relation og den intimitet, vi skaber til kunderne og omverdenen, når det lykkes, er på et helt andet følelsesmæssigt niveau, end hvis vi bare leverede færdiglavede produkter og sagde ”Hvad skal det være?” til den næste kunde.
Simon Sinek (f. 1973) er en britiskfødt amerikansk forfatter og foredragsholder, der har specialiseret sig i læren om den gode leder. Flere af hans bøger er blevet bestsellere, og han har lavet Ted Talks og holdt foredrag om lederskab i blandt andet FN.

2

Mig & Joe

Kaspar Basse og Lars Bo Hansen

Mig og Joe
Faglitteratur, Gyldendal Business, 2016
Lars Bo Hansen står, nøgen, i omklædningsrummet i et motionscenter, da Kaspar Basse spørger, om han vil lave en strategi for Joe & The Juice. Det er i 2012. Det tænker konsulenten, der tidligere har lavet strategi for meget større virksomheder, ikke er noget problem, det er jo bare noget med kaffe, juice og sandwich, høj musik og gang i den. En slags kombination af Abercrombie & Fitch og Starbucks, skriver han i denne bog. En sjov lille, hurtig opgave. Men det skal vise sig at blive et årelangt parløb mellem de to meget forskellige personligheder, som Lars Bo Hansen beskriver således: Kaspar – ”en flot fyr, der gør indtryk på alle”, og som ”taler og udtrykker sig meget direkte, som om han deler flade ud.” Lars Bo – ”en erfaren managementkonsulent på 50+ med strategi som absolut og eneste speciale. Tyndhåret med, hvad man nok kan kalde en grå tone i mere end én forstand.” Dette er en noget usædvanlig strategibog om, hvordan Kaspar Basse, der åbnede en juicebar i 2002 for lånte penge, i dag har skabt et imperium. Det er historien om, hvordan Joe & The Juice lykkedes.

3

Kvinder & magt – et manifest

Mary Beard

Kvinder og magt
Faglitteratur, Gads Forlag, 2018
Originaltitel: ’Women & power – a Manifesto’, 2017
Dette er et manifest, skrev Politiken ved udgivelsen, ”der minder os om, at kvindekampen ikke er vundet endnu.” I bogen skriver britiske Mary Beard, der er professor i antikkens historie, at selv om mange kvinder i Vesten har meget at fejre, når det kommer til ligestilling, bliver de stadig ikke taget alvorligt (nok) – og dermed afskåret fra magtens centre. For at forstå den kendsgerning må vi erkende, at der er en meget lang forhistorie. Ved hjælp af mytologiske figurer – som Medusa og Athene – og nutidige kvindefigurer – som Hillary Clinton og Theresa May – viser Mary Beard, ifølge Margrethe Vestager, ”hvor svært det er at indpasse kvinder i den magtstruktur, der har en masse maskuline koder indbygget.”