Familien, der deler alt – Om en åben kultur

Det hele begynder, da Telemachus grundlæggende beder sin mor, Penelope, om at holde sin kæft. Vi skal 3.000 år tilbage i tiden, for vi befinder os i Homers oldgræske heltedigt ’Odysseen’. Både søn og mor venter på, at Odysseus, deres far og ægtemand, vender hjem efter Den trojanske krig, og da Penelope hører en barde synge om, hvor vanskelig denne hjemrejse er, beder hun ham om at slå over i en mere munter sang. Hun har trods alt ventet i ti år, og der er ingen grund til at sørge hver dag. Det er her, at sønnike beder sin mor om at tie stille og gå tilbage i huset.

Det er blandt andet den historie, Margrethe Vestager griber i, når hun i kapitel 2 i sin Mesterlære taler om nødvendigheden af diversitet. Episoden fra den vestlige litteraturhistories udgangspunkt indgår i Mary Beards ’Kvinder & magt – et manifest’, som udkom på dansk i 2018, og som Vestager henviser til som en inspiration til at forstå, hvor dybt de kønsbetingede magtstrukturer stikker i vores samfund.

”Der er noget lettere komisk ved denne fyr, som stadig er vel våd bag ørerne, men alligevel beder den erfarne Penelope om at holde mund. Men det er en glimrende illustration af, at netop dér, hvor den skriftlige dokumentation af den vestlige kultur begynder, bliver kvinders stemmer ikke hørt i det offentlige rum. Og som Homer viser, er det endda en naturlig del af en ung mands opvækst at lære at bestemme, hvem der må tale, og få kvinderne til at tie,” skriver den britiske professor i antikkens historie ved University of Cambridge selv i sit manifest.

Og i forordet i den bog, som The Guardian har kaldt ”en moderne feministisk klassiker”, stiller hun det spørgsmål, som er selve præmissen i ’Kvinder & Magt – et manifest’:

”Hvad er det for mekanismer, der gør kvinder tavse, nægter at tage dem alvorligt og afskærer dem vejen til magtens centre?”

Mary Beard forbinder i bogen en kulturhistorisk oversigt over kvinder, som er blevet frataget deres stemme, til sine egne oplevelser med chikane og trusler. En væsentlig pointe i bogen er, at Margaret Thatcher ”fik taleundervisning for at gøre sin stemme dybere og give den dén klang af autoritet, som hendes rådgivere mente, at hendes høje toneleje manglede”, efter at hun var tiltrådt som Storbritanniens første kvindelige premierminister i 1979.

Kvinder har med andre ord måttet tilpasse sig magten, når de endelig har opnået den, og det er den struktur, Margrethe Vestager, blandt andet med inspiration i Mary Beards værk, vil udfordre: Vil det ikke være mere rimeligt, hvis det efterhånden forholdt sig omvendt? At magten tilpasser sig en virkelighed, hvor alle, herunder kvinder, kan spille en rolle? At magten kan have både et højt toneleje og gå i blomstret kjole?

Og det er for at tage den udvikling alvorligt, at den danske næstformand i Europa-Kommissionen er tilhænger af kønskvoter i for eksempel bestyrelser. For historien har vist os, at disse ændringer ikke sker af sig selv.

Læs Mary Beards ’Kvinder & magt – et manifest’ som en del af dit Mesterlære-abonnement ved at gå til næste step.