Petra Kleis viser sin fotobog

Pensum med Petra Kleis

I sin Mesterlære fortæller den danske fotograf, hvordan hun gennem livets udfordringer har fundet sin personlige tilgang til portrætfotografiet. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Kleis’ faglighed, deler hun her sin kuraterede liste over værker, hun er rundet af.

1

Yahya Hassan

Yahya Hassan

Yahya Hassan
Digte, Gyldendal, 2013
”Det ramte mig dybt, at Yahya havde oplevet så meget sindssygt i sin barndom med vold, overgreb og kriminalitet. Jeg fik lyst til at redde ham, hive ham ud af det og vise ham frem. Hylde ham for at skabe noget ud af alt det lort. Jeg havde aldrig læst lignende digte … De var så ærlige og alvorlige, og samtidigt fuld af galgenhumor, der gjorde, at selv om jeg var ved at kaste op på grund af alt det, han havde været udsat for, kunne jeg stadig komme igennem teksterne. De påvirkede mig også, fordi der var masser af kaos og tragedier i mit eget ungdomsliv. Som 15-årig var min bror udsat for en voldsom ulykke, som fik det meste af min familie til at gå i stykker. Yahya blev billedet på, at man godt kan blive til noget, selv om man har fået dårlige kort på hånden. De fleste, som har været udsat for det samme som Yahya, ville nok gentage historien eller gå i stå og falde til bunds. Slet ikke have energi til at bryde ud af arven og skabe noget så vigtigt. Han skrev for at kunne kaste al dårligdommen og hadet op ud over papiret. Det var hans måde at bearbejde det på. Jeg har tilbragt utallige timer hos en psykolog for at få nogenlunde styr på det, jeg har med mig, og jeg har lært, hvor vigtigt det er, at mit arbejdsliv gør mig glad. Det er også terapi at elske det, man laver, og ikke mindst, at man er god til det. Jeg har også lært, at jeg kan bruge lorten. Den har givet mig en ekstra dimension. Jeg er ikke bange for følelser, fordi jeg kender til så mange forskellige slags, og mit brede følelsesregister giver mig en større forståelse for de mennesker, jeg skal fotografere. Jo mere erfaring og indsigt, jeg har, des bedre kan jeg portrættere et andet menneske, fordi jeg bedre kan sætte mig i deres sted og finde ind til kernen af, hvem de egentlig er, og i bedste fald, hvad de føler.”
Den danske digter Yahya Hassan (1995-2020) havde palæstinensisk baggrund og udkom i 2013 med sin første bog ’Yahya Hassan’ om opvæksten i Aarhus Vest med voldelige overgreb af faren og kriminalitet. Digtsamlingen solgte over 120.000 eksemplarer og blev den bedst sælgende debuterende digtsamling i danmarkshistorien. I 2019 udkom opfølgeren ’Yahya Hassan 2’, og året efter blev han fundet død i sin lejlighed.
Køb adgang til Mesterlære, så får du også gratis adgang til denne titel

2

Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Maria Gerhardt

Der bor Hollywoodstjerner på vejen
Skønlitteratur, People's Press, 2014,
”Maria Gerhardt fik lorten i omvendt rækkefølge af Yahya Hassan, og sådan set også mig selv. Hun startede på toppen. Hun var en legende, da jeg flyttede til København som ung, og så fik hun en brystkræftdiagnose, som endte med at tage livet af hende. Hun skrev midt i den elendighed og uretfærdighed. Der er jo skrevet utallige bøger om at få kræft, men hendes måde at beskrive det på, var noget helt særligt. Hun brugte sin sorte humor, hvilket betød, at jeg kunne holde den ekstremt sørgelige historie ud. Jeg husker et Instagram-opslag med et foto af Maria og hendes kone som nygifte, hvor hun skriver: ”Jeg nåede det lige på falderebet”. At kunne skrive det er for vildt. Det var ikke sådan, at hun løb fra realiteterne, dem skrev hun meget ærligt om. Humoren var en del af alvoren. De kunne ikke skilles ad. Andre dage lå hun sikkert også i fosterstilling derhjemme, fordi det var så uretfærdigt, at det lige var hende, som skulle blive uhelbredelig syg. Jeg sætter virkelig pris på folk, som kan få en til at grine, hvis verden er enormt sort. Min mor, som var voldsomt deprimeret, havde også den der knastørre humor og kunne altid smide en joke, selv om hun ikke havde det godt. På den måde kan humoren bruges som medicin. At have humor i al elendigheden er et redskab, jeg forsøger at bruge i mine billeder. Mørket uden humor bliver for voldsomt, og humor uden mørke er uinteressant, men sammen gør de hinanden stærkere. Det gør også, at du ser situationen eller mennesket, du fotograferer, rigtigt. Du stiller skarpt og fanger mennesket fra forskellige vinkler.”
Maria Gerhardt (1978-2017) var en dansk forfatter og dj under aliasset Djuna Barnes, som igen blev kaldt ’Nattens Dronning’. I 2014 udgav Gerhardt sin første bog, ’Der bor Hollywoodstjerner på vejen’. Få dage inden hendes død efter et længere kræftsygdomsforløb udkom hendes sidste bog, ’Transfervindue’.
Køb adgang til Mesterlære, så får du også gratis adgang til denne titel

3

Arven

Per Fly

Arven
Film, 2003
"Der er to ting ved ’Arven’, som virkelig gjorde indtryk, da jeg så den første gang. Det med at gå rundt med et møllehjul om halsen, du ikke kan slippe af med, fordi du er født ind i det, var noget jeg kunne relatere til. I filmen begår hovedpersonens (spillet af Ulrich Thomsen, red.) far selvmord, og hans onde mor (spillet af Ghita Nørby, red.) bliver ved med at presse ham til at tage over i farens firma. Arven ender med at fordærve hans liv, som ellers var godt, inden faren døde. Det var så uretfærdigt, at han ikke kunne slippe for at bære den tunge byrde. Jeg voksede op i lille Mårslet, et idyllisk sted, og vi var en helt klassisk kernefamilie inden min brors ulykke, som landede som en atombombe og smadrede alt. Som ung troede jeg, at man kunne få et lykkeligt liv, det gør jeg ikke længere. Jeg har et godt liv, men det er også fyldt med sorg. Jeg begyndte at fotografere, fordi jeg var opsat på at vise personer, som ikke lignede glansbilleder. Jeg tog også billeder af min brors proteser. Underdogs har altid interesseret mig. Visuelt var filmen enormt inspirerende og en øjenåbner for, hvordan jeg kunne behandle mine billeder i en kølig og enkel skandinavisk stil, som dominerede hele filmens udtryk. På det tidspunkt (i 2003, red.) var stilen ekstremt moderne. Det ligner, at den med sin kølige blå nuance er filmet igennem en Holmegård-vase. Jeg husker tydeligt et skud i filmen fra scenen, hvor Thomsen drikker sig sønder og sammen og ligger ved en perfekt pool foran et perfekt gammelt hus i det perfekte landskab i Sydfrankrig … Han ligner en hjemløs. Han har det så fucking dårligt midt i paradis. Det var et stærkt billede. Det kunne virkelig noget. Det er kontrasterne igen. De har brug for hinanden, fordi det endimensionelle er superuinteressant. Jeg ville nok ikke skabe et lignende scenarie til et af mine fotografier, det er mere en følelse, jeg forsøger at få ind i billederne. De fleste personer og steder, jeg fotograferer, er smukke, men det bliver sjældent rigtig godt med smukt med smukt på. Der skal være noget skævt. Det kan være lyset eller en framing. Men jeg forsøger også at skubbe de personer, jeg fotograferer, et sted hen, hvor de ikke har været før. Eller portrættere dem på en måde, man ikke har set før. Altid små detaljer. Jeg sender ikke en raket op bag deres hoved, nej, målet er at ramme det her særlige udtryk i deres ansigt, som fortæller en interessant historie om dem.”
Per Fly (f.1960) er en dansk filminstruktør og manuskriptforfatter, som debuterede med ’Bænken’ (2000), som vandt både en Robert og en Bodil for bedste film og en Robert for bedste instruktør. Efterfølgende lavede Fly blandt andre ’Arven’ (2003), ’Drabet’ (2005), ’Kvinden der drømte om en mand’ (2010) og ’Monica Z’ (2013).

4

Lad den rette komme ind

Tomas Alfredson

Lad den rette komme ind
Film, 2008
”Verdens bedste film. Historien er supertrist og alvorlig, men der er også humor og kærlighed, og så er den fucking smukt filmet. Den handler om en svensk dreng med grydehår og kikset tøj, som bliver mobbet og er meget ensom, og en dag opdager han en nytilflyttet pige i nabolejligheden, som viser sig at være vampyr. Hun overfalder folk, og slår dem ihjel for at få deres blod. Det er noget værre noget, men hun ender med at blive hans ven. Hans eneste ven. Det føles, som om solen aldrig står op i filmen. De er begge så ensomme, men de finder hinanden og accepterer hinandens særheder. Filmen ramte mig først og fremmest, fordi den handler om barndommens ensomhed, som jeg også følte som lille. Det var ikke sådan, at jeg ikke havde nogle venner, men jeg kunne mærke en melankoli inde i mig. Jeg følte mig altid ensom. I Mårslet var der en ’Twin Peaks’-agtig stemning: En kvalmende idyl med strand og skov, som havde en skyggeside med selvmord, folk der kørte ind i træer, og unge og gamle, som drak sig halvt ihjel. På mange måder handlede kulturen i 90’erne om at gå i hundene, mens man så smart og sexet ud. Som Kurt Cobain, der begik selvmord og nærmest skabte en trend. Det er jeg virkelig et produkt af. Jeg kunne tage tusind af screenshots fra ’Lad den rette komme ind’ og gemme som inspiration til, hvordan jeg kunne lave lys, bruge farver, placere og style folk, jeg skal fotografere. Særligt et billede har sat sig fast. Fra scenen, hvor pigens far dræber en mand, som er ude og gå en tur med sin puddelhund, og hænger ham op i benene, så han kan tappe hans blod ned i en beholder. Manden er lyst op, og ved siden af ham sidder hans helt hvide puddel i den hvide sne. Alt andet er mørkt. Det må give alle visuelle mennesker næseblod af lykke. Det opfylder alle fotoklicheerne om et godt billede. Du har hunden i det gyldne snit i den ene side og manden i den anden side. Forgrund og baggrund er harmoneret. Lys og mørke. Birketræerne står helt lige. Det røde blod i den hvide sne. Der er så mange symboler. Filmen kan godt bære de tunge visuelle klicheer, fordi den er så cool, fedt castet og har så meget humor."
Tomas Alfredson er en svensk filminstruktør, som blandt andet har instrueret ’Lad den rette komme ind’ (2008) og den Oscarnominerede ’Dame, konge, es, spion’ (2011), som bygger på John le Carrés spionroman med samme titel. I sidstnævnte film har Kleis’ læremesterkollega David Dencik rollen som Toby Esterhase.

5

60 Songs that Explain the 90’s

Rob Harvilla

60 songs
Podcast, The Ringer, 2020
”Der er totalt kaos i den her podcast. Værten, Rob Harvilla, er all over the place og stikker ud af alle mulige sideveje. I afsnittet om sangen ’Zombie’ af The Cranberries kommer han omkring alt. Hendes død på et hotelværelse. Hendes opvækst. Hvad der skete i Irland i 90’erne. Hvorfor bandet lyder, som det gør. Han er ude til højre og venstre, og han giver nok de fleste tilrettelæggere åndenød. Jeg elsker, når folk ikke følger normerne i deres branche. Jeg gør selv en dyd ud af at skide på reglerne. Jeg står på skuldrene af en generation, som går sindssygt meget op i teknik og at lave et ”perfekt foto” med det rigtige lys i en bestemt opløsning. Det er et levn fra fortiden, at man skal gøre det på den rigtige måde. Du kan gøre det, som du har lyst til, så længe du har styr på det, du laver. Jeg har oplevet mange mænd, som har mansplainet mig på teknik, og det har været noget, jeg har kæmpet for at slippe ud af. Folk skal ikke blande sig i, hvad jeg gør. De skal holde deres kæft og lade mig gøre min ting. ’60 Songs that Explain the 90’s’ er ikke for alle. Nogle vil hade den på grund af måden, den er produceret på. Sådan er det også med fotografi. Alle skal ikke kunne lide det, du laver. Hvis du vil please alle, føler jeg, at det er for nemt. Det bliver hakkebøf, hvis du ikke udfordrer nogle. Da jeg lavede fotobogen ’Girlification’ med kunstneren Maja Malou Lyse, var det at udforske og vise den nøgne kvindekrop med 100 procent ærlighed ikke særlig udbredt, og den provokerede flere, som ikke kunne forstå, hvorfor man overhovedet skulle se på det. Det var aldrig tanken at provokere folk, men jeg vil gerne have en holdning og mene noget.”
Rob Harvilla er en amerikansk journalist med en fortid som redaktør på flere musikmagasiner som Village Voice, Spin Magazine og Deadspin, inden han i 2020 startede podcasten ’60 Songs that Explain the 90’s’ for at rejse igennem sangene fra hans teenage- og collegeår i det nordøstlige Ohio.

6

In the American West

Richard Avedon

In the American West
Fotobog, Harry N. Abrams, Inc., 1985
Hver gang Petra Kleis kigger på nogle af Richard Avedons (1923-2004) fotografier, er hun ”på røven over”, hvor fantastiske de er, og hvordan de er beviset på, at du ikke behøver mere end smukt lys og en stærk karakter for at lave et godt billede. ”Mennesker bliver aldrig kedelige, fordi vi alle sammen er så forskellige.” Avedons minimalistiske fotobog med sort og hvide fotos af personer, han har mødt på den amerikanske prærie og placeret foran den samme hvide baggrund, er ifølge Kleis den bedste fotobog, der nogensinde er lavet.

7

The Keys to the House

Juergen Teller

The Keys to the House
Fotobog, Steidl Publishers, 2012
Den tyske mode- og kunstfotograf Juergen Teller er ifølge Petra Kleis en mester i enkelhed og humor. ”Han kan fotografere helt almindelige dagligdagssituationer og gøre dem interessante: Gud, hvor er det spændende det foto af en pølse på en tallerken, eller de træer ude i en skov.” Teller, som har fotograferet til de fleste af tidens mest anerkendte mode- og kunstmagasiner som Vogue, i-D og Purple og har udstillet på gallerier og museer fra Paris og London til Seoul, er faldet lidt af på den de senere år, mener Kleis. ”Han burde stille digitalkameraet fra sig og hive sit gamle analogkamera frem igen – det ville være dejligt.”

8

Nattens dronning

Thomas Smedegaard

Nattens Dronning
Podcast, DR Lyd, 2022
"Da Petra Kleis hørte podcasten ’Nattens dronning’ første gang, skraldgrinede hun, fordi den var så upassende. Hun lyttede til alle afsnit og var ikke i tvivl om, at podcasten store kvalitet var, at den var bygget sådan op, at man ikke ved, hvem hun er, den her ihærdige og liderlige telefonstønner – ”man håber sådan, at hendes identitet eksisterer, for man vil så gerne vide mere om hende.” I fem år var radiodokumentaristen Thomas Smedegaard på sporet af en kvindelig telefonstønner, som har huseret i det klassiske musikermiljø siden sluthalvfemserne. Med en forkærlighed for mænd med slagtøj ringede hun op og stønnede i telefonen. ”Selv om jeg selvfølgelig ikke synes, at det er okay at ringe i 10 år til den samme person og chikanere ham, så er det stadig lidt sjovt, at det for en sjælen gangs skyld er en kvinde, der hæmningsløst seksualiserer mænd.”

9

Portraits

Petra Kleis

Portraits
Fotobog, Forlaget B28, 2022
I bogen samler Petra Kleis sine bedste portrætter fra de seneste ti år – fra Tobias Rahim, Iris Gold, Andreas Odbjerg og Suspekt til Casper Christensen, Dronning Margrethe, Helle Thorning-Schmidt og Paul Smith.

10

Girlification

Petra Kleis, Annie Sprinkle og Jeppe Ugelvig

Girlification_Petra_Kleis
Fotobog, Roulette Russe, 2019
Gennem en periode på tre år har Petra Kleis fotograferet kunstneren Maja Malou Lyses nøgne krop for at give et friskt pust til debatten om krop og seksualitet. Formålet var at skabe et frirum for kropslig nysgerrighed og nydelse og en inspiration til at finde sig til rette i sig selv.