Heini Zachariassen bold

Heini Zachariassens pensum

I sin Mesterlære fortæller iværksætter og stifter af verdens største vinapp, Vivino, hvordan man udvikler sin idé til et rigtigt produkt. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Zachariassens faglighed, deler han her en række værker, som han mener, at alle iværksættere og stiftere bør læse. Bøger, der ifølge Heini Zachariassen har været med til at gøre Vivino til en verdensomspændende app med i dag knap 60 mio. brugere over hele verden.

1

Loosing my Virginity - The Autobiography

Richard Branson

BRANSON
Selvbiografi, 1998, Virgin Publishing
Det betød meget for Heini Zachariassen at læse Richard Bransons første selvbiografi engang omkring årtusindeskiftet. Han ved ikke, om det er en god ide at genlæse den i dag, men dengang gav bogen ham modet til at kaste sig ud i at blive iværksætter. Allerede inden han læste bogen om Branson (f. 1950), der er kendt som en meget eventyrlysten, risikovillig og ikke mindst karismatisk milliardær og forretningsmand, var han fan. Men det særlige ved Heini Zachariassens oplevelse af bogen var, at den åbnede øjnene for det uperfekte. I bogen fortæller Branson, hvordan han på vej mod at stifte først pladeselskabet Virgin Records, siden flyselskabet Virgin Atlantic, traf en masse ikke så gode beslutninger, og det fik den danske læser, der dengang var på sit første år som iværksætter, til at indse, at selv hans store idol ikke var perfekt, at også han traf dårlige beslutninger, og det gav Zachariassen modet til selv at turde mere. Bogen handler om hele Bransons liv. Fra han vokser op i en engelsk middelklassefamilie, hvor hans forældre altid opfodrede ham til at udfordre sig selv, over han droppede ud af skolen, fordi han ikke var motiveret, til han i en alder af 16 år startede sin først forretning.

2

The Signal and the Noice: Why Most Predictions Fail – and some don’t

Nate Silver

Nate silver
Faglitteratur, Penguin Group, 2012
Med til denne anbefaling hører en disclaimer fra Heini Zachariassen: ”Den er ikke for alle. Men jeg elsker tal, og derfor elsker jeg den her bog,” siger han. Nate Silver (f. 1978) blev berømt, efter at han i 2008 udviklede et system, med hvilket han forudså udfaldet af det amerikanske præsidentvalg i 49 ud af 50 stater. I 2012 forudså han samtlige stater rigtigt. Ved valget i 2016, som Trump som bekendt vandt, var Nate Silvers forudsigelse den – blandt troværdige målinger på det tidspunkt – der gav størst opbakning til den republikanske, undertippede kandidat. ”Hvis du kan lide tal, kan den her bog virkelig lære dig noget om forudsigelser og sandsynlighed, som er meget nyttigt, når man vil bygge en startup eller driver en forretning,” siger Heini Zachariassen.

3

Shoe Dog: En selvbiografi om manden bag Nike

Phil Knight

Shoe dog
Selvbiografi, People’s Press, 2016
Originaltitel: Shoe Dog: A memoir by the creator of Nike, 2016
Den mediesky og hemmelighedsfulde Phil Knight fortæller i denne bog – uden at lægge skjul på alle de fejl, han har begået undervejs – hvordan han skabte Nike ud af ingenting og gjorde det til en af de mest ikoniske og bedstsælgende brands i verden. En bog, der på samme måde som Richard Bransons ’Loosing my Virginity’ appellerer til Heini Zachariassen, fordi den er ligefrem og ærlig. En anden iværksætter, Bill Gates, havde i 2016 også bogen på sin liste over årets bedste bøger. I tråd med Zachariassen siger manden bag Microsoft, at bogen repræsenterer en ”forfriskende ærlig påmindelse om, hvordan vejen til succes i virkeligheden ser ud”. I 60’erne rejser Phil Knight til Japan for at købe løbesko af høj kvalitet til få penge – sko, som han sælger fra bagagerummet fra sin bil i 1963 på landevejene i Oregon, USA. Det første år tjener han 8.000 dollars, i dag omsætter Nike for omkring 40 milliarder dollars om året. Men vejen dertil har været lang, fyldt med nederlag, enorm modstand og i cirka 18 år med en konstant frygt for bankerot. Nike kunne lige så godt ikke have eksisteret.

4

David og Goliat – kunsten at kæmpe mod giganter

Malcolm Gladwell

Malcolm
Faglitteratur, Lindhardt og Ringhoff, 2014
Originaltitel: David and Goliath: Underdogs, Misfits, and the Art of Battling Giants
Little, Brown and Company, 2013
Historien om David og Goliat er historien om hyrdedrengen David, der besejrer kæmpen Goliat. Og det er den historie – fra slagmarken i det gamle Palæstina for 3.000 år siden – som Malcolm Gladwell starter med at opridse i sin bog. Derefter går forfatteren på opdagelse i en række eksempler, hvor det viser sig at være en fordel at være the underdog. ”For en startup er der meget at lære af denne bog, som handler om, hvordan en undertippet startup kan slå de store virksomheder,” siger Heini Zachariassen.

5

Steve Jobs: En biografi om manden af Apple

Walter Isaacson

Steve Jobs
Biografi, Gyldendal, 2012
Originaltitel: Steve Jobs, 2011
Den bedste biografi, Heini Zachariassen nogensinde har læst, er denne bog om Steve Jobs, som udkom på engelsk kun 19 dage efter Apple-stifterens død i 2011. Det var Steve Jobs selv, der havde bedt Walter Isaacson, der tidligere har skrevet biografier om Benjamin Franklin og Albert Einstein, om at skrive sin historie. Forfatteren fik hidtil uset adgang til Steve Jobs, med hvem han over en periode på to år lavede over 40 interviews, samt til hans familie og omgangskreds. Ifølge Heini Zachariassen er der tale om et ”mesterværk om en af de største produktudviklere nogensinde. Et must-read for en, der gerne vil lave sin egen virksomhed.” Bogen tegner et nuanceret billede af Steve Jobs som et sammensat menneske med mange ansigter. Og rummer historier om dengang, han blev fyret fra sit eget firma, kæmpede mod kræft – og hvordan det for hans familie har været at leve med en kontrolfreak.

6

Atomvaner – Nøglen til at skabe gode vaner og bryde de dårlige

James Clear

Atomic Habits
Originaltitel: Atomic Habits – AN EASY & PROVEN WAY TO BUILD GOOD HABITS & BREAK BAD ONES, 2018
Mange begår den fejl, når de vil opnå eller ændre noget i deres liv, at gabe over for meget på en gang. I denne bog argumenterer James Clear, der er en af verdens førende eksperter i vaner, at det er langt bedre at starte i det små. Hvis man står bare fem minutter tidligere op eller tager to armbøjninger hver dag, kan man hurtigt få trænet sig op til et bedre, sundere og mere effektivt liv. Eller som det hedder om the life-changing million-copy #1 bestseller: Du lærer, hvordan du gennem små ændringer kan revolutionere dit arbejdsliv, dine relationer og dit liv. Intet mindre. Det er den bedste bog, Heini Zachariassen ville ønske, at han havde læst langt tidligere – så havde han nået mere. ”Jeg har også købt den til mine børn, mine venner og min kone. Jeg ved ikke, om de har læst den endnu, men det burde de,” siger han.

Shoe Dog er en forfriskende ærlig påmindelse om, hvordan vejen til succes i virkeligheden ser ud.

Heini Zachariassen

7

The Ride of a Lifetime – Lessons Learned from 15 Years as CEO of the Walt Disney Company

Robert Iger i samarbejde med Joel Lovell

The ride of a lifetime
Biografi, Random House, 2019
Bill Gates og Heini Zachariassen er (igen) enige om, at dette er en meget læsværdig bog om og af en af de mest succesrige og innovative CEO’s i verden i vores tid. Robert (kaldet Bob) Iger blev sat i spidsen for Disney i 2005, en svær periode for mediekoncernen, og frem til bogens udgivelse i 2019 formåede han at omtrent femdoble værdien af, hvad der i dag er en af verdens mest elskede og respekterede virksomheder. Hans vision kunne koges ned til tre principper: Tro på kvalitet, omfavn teknologien frem for at bekæmpe den, og tænk mere globalt. Selv om der er langt fra en stor medievirksomhed til en startup som Vivino, har det været meget udbytterigt for Heini Zachariassen at læse om Bob Igers måde at gøre det på. Blandt andet at tænke stort.

8

Bad Blood: Secrets and lies in a Silicon Valley Startup

John Carreyrou

Bad Blood: Secrets and lies in a Silicon Valley Startup
Faglitteratur, 2018, Knopf
Hun var en funklende stjerne på iværksætterhimmelen, der som 19-årig droppede ud af Stanford University for at grundlægge virksomheden Theranos, der ville revolutionere måden, man tager blodprøver på. Hun rejste 950 millioner dollars, blev sammenlignet med Apple-stifter Steve Jobs, gik i rullekrave som ham, var på forsiden af magasiner som Forbes og Fortune og nød stor anerkendelse i Silicon Valley, indtil hendes virksomhed kollapsede i 2018, og hun efterfølgende blev idømt 11 år og tre måneders fængsel for svindel samt – med sin forretningspartner – til at betale 452 millioner dollars tilbage til investorer, der var blevet snydt. Heini Zachariassen siger om bogen: ”Der er film, podcasts, dokumentarer og jeg ved ikke hvad om Theranos-skandalen, men dette er den originale bog med alle detaljerne fra den journalist, der breakede den her relativt grimme historie.”

9

Open

Andre Agassi i samarbejde med J. R. Moehringer

Open
Selvbiografi, Gyldendal, 2010
Oprindeligt udgivet på engelsk, HarperCollins, 2009
Dette er en meget velskrevet sportsbiografi, som ”du er nødt til at læse,” siger Heini Zachariassen. Han kalder den amerikanske tennislegendes selvbiografi for ”en bog om at vinde, men faktisk endnu mere om at tabe. Om at være far, men endnu mere om ikke at være far.” Andre Agassi var en af USA’s bedste tennisspillere op gennem 80’erne og 90’erne og 00’erne, men til at begynde med hadede han sporten, som han kun nødtvungent gik i gang med hårdt presset af sin psykopatiske far, der tyranniserede sin søn til at droppe skolen og træne time efter time ud fra en filosofi om, at hvis du slår et par tusinde slag om dagen hele din barndom og ungdom, vil du med tiden blive verdens bedste tennisspiller. Faren fik ret. Nærmest mod sin egen vilje blev Andre Agassi bedre og bedre, faktisk verdens bedste, men hele vejen dertil strittede han imod, han drak, festede, kom op at slås, optrådte på banen med løvemanke, guldkæde og meget små shorts, i hvad der lignede et teenageoprør, men som udspillede sig for øjnene af millioner af seere verden over. Og som stak langt dybere.

10

Zero to One - Notes on Start Ups, or How to Build the Future

Peter Thiel i samarbejde med Blake Masters

Zero to one
Faglitteratur, 2014, Crown Business
Heini Zachariassen er med på, at Peter Thiel er en kontroversiel skikkelse i Silicon Valley. Stifteren af den online betalingstjeneste PayPal og siden Palantir, der beskæftiger sig med at analysere big data, har mere end nogen anden skabt den ideologi, der i dag er stærkt fremherskende i den californiske iværksætterdal: At teknologiske fremskridt bør jagtes for enhver pris – uagtet potentielle omkostninger for samfundet. ”Ja, Peter Thiel er en rimelig ekstrem karakter, men det at bygge en startup er jo også rimelig ekstremt, og der er da kapitler i bogen, jeg ville springe let og elegant hen over, hvor han måske går lidt langt – det er primært, når han bliver politisk, hvor hans holdninger er ret ekstreme – men jeg mener ikke desto mindre, at enhver, der vil skabe sin egen virksomhed, kan lære en masse af denne bog.”

11

The Hard Things About Hard Things

Ben Horowitz

The hard thing about hard things
Faglitteratur, Harpercollins Publishers Inc, 2014
Originaltitel: The Hard Things About Hard Things, 2014
Ben Horowitz er en af medstifterne af Andreessen Horowitz og dermed en af Silicon Valleys mest respekterede og erfarene entreprenører - i "The Hard Things About Hard Things" giver han sine læsere råd til at starte en virksomhed op og få succes.

Bogen er baseret på Ben Horowitz' blog og den er henvendt til alle der enten er entreprænører eller gerne vil være det. En af pointerne med bogen er at være fuldstændigt ærlig omkring, hvor hårdt det er at køre en virksomhed og omkring alle de problemer der dukker op hver eneste dag.