Andreas von der Heide

Pensum med Andreas von der Heide

I sin Mesterlære fortæller iværksætteren bag tøjmærket Les Deux, hvordan han arbejder med at skabe en vinderkultur, der gennemsyrer hele hans virksomhed. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Andreas von der Heides faglighed, deler han her nogle af de værker, han er rundet af.

1

Dancing Man

Michael Hughes

Dancing man
En video af en dansende mand på Sasquatch Music Festival i 2009.
Dette er en video, der beskriver Les Deux’ rejse sindssygt godt, siger Andreas von der Heide. En rejse fra at blive forhandlet i to butikker i Danmark til i dag over 800 butikker verden over, en rejse fra 0 kroner i omsætning til en omsætning på over 250 millioner kroner, en rejse fra én hvid t-shirt til et fuldt livsstilsbrand. I videoen ser man en mand, der står og danser alene på en festival. Det ser mærkeligt ud, og han står der længe alene. Men han stopper ikke, han tror på det, han har gang i, selvom andre synes, at det ser latterligt ud. På et tidspunkt kommer der en op til ham og danser med. Den første følger er den sværeste at få overtalt, siger en stemme i videoen. Det er den første følger, der gør den mærkelige mand til en leder. Så kommer en tredje til, der er momentum, og pludselig står en stor flok og danser med. Den dansende mand er iværksætteren. Eller Andreas von der Heide som 21-årig, der ville erobre verden med en hvid t-shirt, hvad han nu har gjort. ”Iværksætteri handler i sidste ende om at blive stående og danse alene, når ingen tror på dig. Bliv ved at tro på produktet, indtil nogen vil danse med dig,” siger iværksætteren.

2

Ved du, hvem du er?

Arne Nielsson, Anne Hermansen, Hanne Houbak

0x500 (3)
Faglitteratur, People´s Press, 2014
For mange år siden så Andreas von der Heide tv-serien ’Billions’, hvor en kvindelig coach får virksomhedens ambitiøse unge mænd til at gøre deres ypperste. Chefen ser hende som et af de vigtigste elementer i firmaet overhovedet. Serien ansporerede den danske chef for Les Deux til at gøre noget af det samme, nemlig at tage fat i den danske virksomhedscoach og tidligere eliteroer Arne Nielsson. Han er ti gange verdensmester i roning og havde sin største succes-rate i en to’er-kano, ”så Arne har en forståelse for, hvad det koster at komme helt til tops både som individ og teamplayer,” siger Andreas von der Heide. Arne Nielsson lærte han at kende, da han nogle år forinden havde nogle personlige udfordringer og gerne ville udvikle sig selv, både som leder, men også mere generelt. Det vil sige, at coachen kender chefen for Les Deux ”indgående,” hvorfor det lå lige for at hyre ham til at hjælpe i virksomheden med nogle af de problemer, den stod over for. ”Arne fik os knyttet tættere sammen som team, vi fik snakket om vores forskelligheder og udfordringer, og hvornår vi spillede hinanden gode. I dag sidder Arne på kryds og tværs af vores forskellige afdelinger og arbejder både med det der går godt, og det der går skidt. Han er rigtigt god til at fange de dynamikker, der er på godt og ondt. Vi skal turde at fejle og at tage fat i problemstillingerne. Meget af vores vækst og succes ligger i at få taget diskussionerne og konfrontationerne, og der går Arne ind og skaber et forum, hvor man kan være ærlig og sige, hvad man mener, og de misforståelser, der måtte ske, rydder han op i.” ’Ved du, hvem du er?’ er en bog, skrevet af blandt andre Arne Nielsson, der kan lære dig om forskellige typer af mennesker og hvem af dem, du passer sammen med, og som gør dig til den bedste udgave af dig selv.

3

Shoe Dog: En selvbiografi om manden bag Nike

Phil Knight

Shoe dog
Selvbiografi, People’s Press, 2016
For Andreas von der Heide er det ”super inspirerende” at læse Phil Knights historie. Phil Knight er manden, der skabte Nike. I sin biografi skriver han, at livet er kort, kort som en morgenløbetur, og den unge mand fra Oregon, der i en alder af 24 ikke syntes, at han havde fået noget særligt ud af det indtil videre, var nu fast besluttet på at udnytte resten af sin tid her på jorden. Sportsmand kunne han ikke blive, skriver han, til det var han for lille. ”Men hvad hvis der findes en måde, hvorpå jeg kan opleve den samme følelse som en sportsmand uden at være sportsmand? Lege hele tiden i stedet for at arbejde? Eller måske nyde mit arbejde så meget, at det føles som en leg?,” skriver Phil Knight indledningsvist i sin bog. En morgen i 1962 får han en idé, han selv kalder skør. Han vil importere løbesko fra Japan i høj kvalitet og sælge dem billigt videre. Og gav sig selv dette råd, han fem-seks årtier senere stadig mener er det bedste, enhver iværksætter kan give sig selv: ”Lad alle de andre om at kalde din idé skør … bare fortsæt. (…) Uanset hvad, så lad være med at stoppe.” De første knap tyve år var præget af en nærmest konstant frygt for at gå bankerot, men Phil Knight stoppede ikke, han fortsatte, og i dag er Nike et af verdens største sportsbrands. Som Andreas von der Heide siger: ”Overvej en gang, hvor sindssyg en rejse han og Nike har været på. I forhold til branding af et produkt og en virksomhed, er det her en af de vildeste historier, der er derude."
En anden iværksætter, Bill Gates, havde i 2016 også bogen på sin liste over årets bedste bøger. Bill Gates siger, at bogen repræsenterer en ”forfriskende ærlig påmindelse om, hvordan vejen til succes i virkeligheden ser ud”. I 60’erne rejser Phil Knight til Japan for at købe løbesko af høj kvalitet til få penge – sko, som han sælger fra bagagerummet fra sin bil i 1963 på landevejene i Oregon, USA. Det første år tjener han 8.000 dollars, i dag omsætter Nike for omkring 40 milliarder dollars om året. Men vejen dertil har været lang, fyldt med nederlag, enorm modstand og i cirka 18 år med en konstant frygt for bankerot. Nike kunne lige så godt ikke have eksisteret.

4

Leading

Alex Ferguson og Michael Moritz

Leading
Biografi, Hodder & Stoughton, 2015
"Siden jeg var dreng har Manchester United været min klub. Og Alex Ferguson (f. 1941) er den mest ikoniske manager,” siger Andreas von der Heide. Denne biografi beskriver, hvordan den skotske tidligere fodboldspiller greb jobbet an som manager for nogle af de bedste fodboldspillere i verden. Han er manden, der gjorde Manchester United til et af de største kommercielle brands i verden, og i denne bog deler han sine tricks med læserne. Blandt andet sit store fokus på disciplin, kontrol, samarbejde og motivation. Men også på måske mere oversete aspekter af ledelse inden for fodboldverdenen såsom analyse af data og måden, hvorpå vi håndterer det at fejle. Bogen handler naturligvis meget om fodbold og en bestemt britisk klub, men den kan komme alle former for ledere til gavn; om du leder en skoleklasse, et lille team eller har en stor forretning. ”Fergusons perspektiv på ledelse er meget inspirerende,” konkluderer manden bag Les Deux, der har taget flere konkrete redskaber fra bogen med ind i sit eget arbejde.